Thomas Blachman: Ordblindhed er en Guds gave

X faktor-dommer, Thomas Blachman, er ordblind, men er glad for sin skæbne. ”Ordblindhed kastede mig tidligt ud i det kreative rum,” siger han.

Thomas Blachman advarer mod at gøre ordblindhed til en skavank. ”Man burde kalde ordblindeskoler for geniskoler eller sådan noget,” siger han. Og det vigtigste er at forstå, at ordblinde er meget musikalske børn. ”Ikke nødvendigvis med evne for musik, men andre musikalsk-abstrakte ting. Mange ordblinde har jo klaret sig ekstremt godt.”

På landets 20 efterskoler for ordblinde har man længe været klar over, at ordblinde kan noget særligt. ”Jeg har masser af succeshistorier om mine elever,” fortæller formanden for ordblindeefterskolerne, Kirsten Weile. ”Når du ikke bruger hjernen på bogstaver, har du overskud til noget andet. For eksempel at skabe en virksomhed eller være kreativ på helt andre måder. Som ham der bankede sin egen smedeforretning op. Eller hende, der klarede sig gennem psykologstudiet ved at udnytte sin stædighed og unikke sans for mennesker.”

Ordblindhed er Guds gave
X faktor-dommeren er ikke just kendt som en person, der falder i ét med omgivelserne. Han er heller ikke meget for at putte ordblinde i kasser, hvor alle er ens. For Blachman selv, fungerede det fint at være en del af den almindelige skole, blandt alle de andre børn:

”Min ordblindhed sendte mig ud i et kreativt rum. Men der var plads til mig, der på bageste række. Jeg havde en tidlig erfaring af originalitet – noget som gjorde mig anderledes. Jeg er overbevist om at det var en Guds gave, simpelthen. Og skolen gav mig udmærket hjælp med læsning.”

Blachmans råd til forældre med ordblinde børn, er først og fremmest at finde ind til barnets styrker og opbygge dem. Dernæst skal man være opmærksom på om ens barn tilhører gruppen af børn, der fungerer i en normal klasse, på trods af at alle andre læser hurtigere.

Kammeratskab hjælper
Det er ikke alle, der er så heldige med skolen som Blachman. En del ordblinde har brug for at finde sammen med ligesindede. For den gruppe af børn, der føler sig isoleret på grund af læsevanskeligheder, kan det føre til alt fra søvnløshed til svære depressioner. Her kan det ifølge eksperterne være godt at søge alternativer.

En skole, hvor der er fokus på godt kammeratskab, oplevelser og interesseprægede fag er lige sagen for ordblinde. Formand for ordblindeforeningen, Erik Kildegaard Rasmussen, bakker op omkring ordblindeefterskolernes indsats for at hjælpe med normaltbegavede teenageres læse- og skrivehandicap. Han understreger at forældrene skal lade børnene vælge en skole, hvor de føler sig godt tilpas og kan dyrke deres interesser. ”Skolen skal selvfølgelig også være på forkant med både den nyeste pædagogik og teknik. Og på disse områder har næsten alle ordblindeefterskoler meget, meget stærke kort på hånden.”

Formanden for netværket af ordblindeefterskoler, Kirsten Weile, tager rosen til sig og fortæller, at det er ordblindeefterskolernes mål at skabe et trygt og kreativt miljø, hvor der kan komme masser af Blachman’er ud: ”Ordblindeefterskolerne er ganske enkelt enestående gode til at specialisere sig mod ordblindes særlige behov på helt specifikke alderstrin. Og her er plads til både genier med store egoer, og dem, der først lige skal finde sin styrke.”